Miljøeffekt

Erosion- tab af jord og fosfor

Når vand fra kraftig regn eller tøbrud skyller ned over marker uden eller med spæde afgrøder skylles også meget jord og næringsstoffer væk Oftest ender vand og jord i en grøft eller et vandløb, hvor sandet kan gøre skade på dyrelivet ved at dække sten og grus. Dyre- og planteliv i andre vandområder, som søer og fjorde tager også skade af de næringsstoffer (især fosfor), som via vandløbene bliver ledt dertil.

Målinger af udstrømmende vand fra marker har vist at indholdet af bl.a. fosfor er på samme niveau som urenset husspildevand, dvs ca 2- 2,5 milligram fosfor pr liter vand. Indholdet af fosfor i søer bør ikke overstige 0,1 milligram fosfor pr liter vand.

Der findes endnu ikke en kortlægning af risikoen for erosion i Danmark. Omfanget af overfladeafstrømning og erosion synes dog at være øget i de senere år i takt med den mere intensive jordbearbejdning og dyrkning af vintersæd. Her kan reduceret jordbearbejdning bidrage positivt.

Reduceret jordbearbejdning kan begrænse erosion og overfladeafstrømning som følge af forøget vandinfiltration, øget aggregatstabilitet og reduceret løsrivelse af jordpartikler på jordoverfladen. Ikke mindst fordi planterester på jordoverfladen beskytter mod erosion.

Udenlandske forsøg har vist drastiske reduktioner af erosionsrisikoen- helt afhængig af det aktuelle jordbearbejdningssystem. Direkte såning begrænser erosion mest. Der er endnu ingen længerevarende målinger af erosionsrisikoen afhængig af jordbearbejdningsmetode under danske forhold.

Erosionstruede arealer i Vejle Amt

I Vejle Amt har lavet en udpegning af erosionstruede arealer. Udpegningen er lavet på baggrund af en model, kaldet USLE (Universal soil loss equation). I beregningerne har man antaget at jorden er uden vegetation. Modellen tager bl.a. højde for nedbør, jordtype og hældning.

Hvad betyder det for den landbrugsmæssige udnyttelse af arealet i Vejle Amt ?

Amtet anbefaler, at der etableres 15-25 m brede bræmmer langs marker med stor eller særlig stor risiko for erosion og som ligger langs vandløb samt søer, større end 100 m2.

Lovgrundlag: Administration af erosionstruede arealer sker efter anbefalingerne i Vandområdeplanen: Tryk her for at linke til regionplantillæg: "Vandområdeplan". eller specielt om "Erosionstruede arealer".

Se også folderen "Hold styr på din mark - begræns erosionen".

Kvælstofudvaskning

Generelt vil en mindre intensiv jordbearbejdning af jorden give anledning til en mindsket frigørelse af kvælstof ved mineralisering af jordens organiske pulje. Undersøgelser har vist, at reduceret jordbearbejdning især kan mindske kvælstofudvaskningen på lerjord og ved dyrkning af vintersæd. Hvis jordbearbejdningen til vårsæd bliver udført om efteråret, kan reduceret jordbearbejdning dog også her give mindre kvælstofudvaskning. Der findes endnu kun enkelte danske forsøg, hvor udvaskningen er målt.